Østsjælland og Stevns før Karise blev til

af Lars Hemmingsen og Michael Gradenwitz

De tidligste tider

Stevns er, som resten af landet, til dels formet af den sidste istid, oftest kaldet Weichsel-istiden fordi den store gletscher lå over dét, der nu er Weichsel-dalen i Polen. Gletsjeren skrabede ret kraftigt i det, der skulle blive Stevns og blotlagde mere eller mindre undergrundskridtet en del steder. Da isen begyndte at smelte omkring 12.000 f.Kr., opstod Østersøen som en stor smeltevandssø. Bælterne og Øresund dannedes som afløb fra denne ferskvandssø (se ill. 1, yderste (lyse) linje (fra Steen Hvass og Birger Storgaard, Da klinger i muld ..., Århus 1993, p. 20)). Men man kunne stadig gå til England, og det tørre land var langt større end nu, omend oftest isdækket. Allerede da vandrede de første rensdyrjægere ind i Danmark.

Senere steg vandet stærkt fordi isen smeltede, og omkring 7000 f.Kr. var Danmark noget mindre end nu (se ill. 1, inderste (mørke) linje). Dele af landet begyndte at hæve sig, fordi isen var holdt op at trykke på det. Man kan sige, at Danmark siden da er vippet opad nord for linjen Præstø-Ribe og nedad syd for den. Men det skete noget ujævnt; Stevns steg f.eks. mere end det kunne forventes (og hæver sig endnu i dag efter isens tryk). Det skyldes især, at isen havde ligget tykt her og tynget meget, men også nogle lokale tektoniske forhold. Alene siden vikingetiden er Stevns steget 12 m.

I de allersidste par århundreder er grundvandet sunket kraftigt på grund af dræning og anden menneskelig indgriben. Resultatet er, at åer og bække er krympet eller udtørret. Indtil for blot 200-300 år siden kunne man sejle ad Tryggevælde Å og Stevns Å og helt op i Karise med mindre både og pramme. Ved Karise kan man stadig se de dybe og brede ålejer. Et kort fra 1716 bevidner, at man dengang endnu anså det for muligt at sejle inden om Stevns, idet man passerede fra Stevns Å-systemet til Fakse Å-systemet ved Spjellerup, hvor man har måttet trække bådene et kort stykke. Kortet vises i afsnittet om sejlbarhed.

Ret store sumpede områder er også udtørret. Endnu for et par hundrede år siden kunne det f. eks. være vanskeligt at komme fra St. Spjellerup til St. Torøje.

Spor af Mennesker i tiden

Af mennesker er der på Stevns kun relativt få spor fra de tidligste tider. Isen lå som sagt sent, og udviklingen var måske lidt forsinket. Hist og her er der spor af jægere før bondestenalderens begyndelse, og fra Strøby Egede har vi landets næstbedste fund af en boplads fra den periode, som kaldes “jægerstenalder”, men som nok snarere burde kaldes “fiskerstenalder” (ca. 13.000-4.000 f.Kr.): flere individer, børn og voksne og gamle, mænd og kvinder, er puttet i en fællesgrav, som omgives af et rammeværk af træ. De bærer ikke spor af vold, og det virker troligt, at der er tale om en ulykke. Drukning til søs eller kulilteforgiftning i hytten? Graven er nænsomt udgravet af Ulla F. Rasmussen og er udstillet på Køge Museum.

I Bondestenalderen (ca. 4000-1800 f.Kr) gør Stevns sig bemærket som et af Danmarks to industriområder: der drives minedrift efter flint til økser. Flinten er bondestenalderens vigtigste råmateriale, den skal bruges til økser, når der ryddes ny skov, og til tømrerarbejde i almindelighed. Til at slå folk i hovedet med har man andre våben, selvom flinten selvfølgelig kan bruges i en snæver vending. Flint kan man ikke bare samle op og bruge; den duer kun til at hugge til redskaber, når den er relativt frisk fra den kalk, man finder den i. Man bearbejder ved flintbrydningen materialet til “økseplanker”, stenklumper store nok til en økse, det tager kun minutter. At lave økse af planken tager nogle timer; at polere den, så den kunne ofres til guderne, tog hele dage. Økseplanker fra Stevns er fundet så langt borte som Czechoslovakiet. Der er ikke førsteklasses flint så mange steder! Ved Frøslev er fundet et af landets største flintværksteder; her er lavet økseplanker og økser til tusinder og atter tusinder af mennesker.

Bondestenalderens stolte monumentalbyggeri, stengravene for de betydningsfulde, kan spores på Stevns, men ikke i voldsomt omfang. Tilbage er stort set kun kong Elms Grav mellem Store og Lille Elmue, en jættestue fra omkring 3200 f.Kr. Den slags blev bygget af lokalsamfundene for deres vigtigste personer. Regnestykket er let; 80-100 mænd kræver det gennem en sommer at bygge sådan et monument; i allerbedste fald er der begravet 100-200 personer i det over en periode på 2000 år. Ikke alle de, der byggede, fik plads, men kun de færreste. Men monumentet tjente alligevel som et signal: “her er vi nok til dette” og “har du lyst til at slås med os om det?” Af og til havde nogen holdt kultfester, kan vi se på de medtagne kødben. Til andre tider hyggede man sig med sin religion ved gravene. Ved én på Langeland er der fundet rester af et kultmåltid på tre får, fem svin, en enkelt vovhund, en ged, og tre mennesker. De er alle ædt grundigt; de store knogler er spaltede, så man kunne spise marven, før de blev smidt i mosen. Guderne synes jo nu engang i den slags religioner bedst om de ting, som mennesker ikke kan lide: fedt, sener, knogler og især pels og fødder, der jævnligt ophængtes som signal om, at her bor en from tilbeder (og en mæt familie!)

Den ny udvikling, som bryder frem i det 3. årtusinde f.Kr., bedst kendt som “enkeltgravskulturen” og “stridsøksekulturen”, kommer først sent og svagt til syne på Stevns. Den har sin store tid i Midtjylland o. 2200 f.Kr. Udviklingen er specielt interessant, fordi den vistnok hænger sammen med indførelsen af en indoeuropæisk kultur i Danmark, dvs. den kultur, som gav os de sprog, vi endnu taler i Norden (eller rettere deres forgængere), den gamle hedenske religion, gravhøjene – for før da var de døde begravet i store stengrave, hvor man oftest begravede flere over længere tid – hjulet og hesten. Og det er jo alt i alt ikke så lidt. Enkeltgravsfolket var kvægavlere, der græssede deres køer i lysninger i skoven, hvad der gør det svært at skelne dem fra de agerdyrkere, som opdyrkede lignende lysninger. De synes at have indført en ny og ret krigerisk samfundsorden med et stift kastesystem af adel, fribønder og trælle. Hvordan samfundsordenen var før, kan vi dårligt nok gætte på.

Jernalder og vikingetid

Himlingøje

Først i romersk jernalder (1-400) kan vi iagttage en ny orden på Stevns, men det er så til gengæld på ret dramatisk vis, nemlig ved tilsynekomsten af det første større høvdingedømme, vi kan få øje på i Danmark. Det ligger spredt over Stevns (se billede nedenfor), men dog stærkt koncentreret omkring Himlingøje. Dette navn er sammensat, idet det egentlig er “højene ved Himlinge” og uden tvivl givet efter de store gravhøje, dynastiet efterlod sig i det tredje århundrede. Navnet “Himlinge” nok lige så gammelt som højene, men hvad eller hvem himlingerne har været, er svært at opklare. Navnet kan dog hentyde til netop det høvdingedømme, som byggede højene; -ing synes oftest at antyde en art stammemæssig tilknytning til en mand, et dynasti eller et sted, og vi kan måske regne med, at dynastiet i sin egen tid har været kaldt “Himlinger” – sådan som en anden germansk storslægt kaldes “Humlunger” og en svensk “Ynglinger” efter dens grundlægger, kong Yngve eller Inge.

Gravhøje og stenlagte vejanlæg fra det 3. årh. på Stevns. De små pletter angiver enkelte høje, mens den store angiver samlingen ved Himlingøje. Stenlagte veje og broer er angivet med tyk streg; det er især ved åerne, man bygger så omhyggeligt. Det kan være fristende at forsøge at ordne broer og veje efter kendte landsbyer, men det er ganske nytteløst. Nok fandtes landsbyer på -inge og -lev som Himlinge, Pebringe, Hårlev (=Hothers levn el. arv), Frøslev (Frøs ditto), Alslev (Åles levn) formentlig allerede på den tid, men de lå ikke fast. De flyttede rundt for hver 30-50 år, og kun en omhyggelig og heldig arkæologisk udredning kan afgøre en sådan landsbys vandringshistorie.
Vejbyggeriet er typisk for tiden. Samhandelen udvides stærk, hvilket dels skaffer rigdom, dels stiller krav om bedre transport. (Fra Steen Hvass og Birger Storgaard, Da klinger i muld ..., Århus 1993, p. 229)

Himlingøje lå, som det snart blev typisk for centralpladser, et stykke oppe ad en sejlbar flod (nemlig Tryggevælde å) – langt nok til, at spærringer og forsvar kunne etableres ved overfald, men alligevel tæt nok til, at transporten ikke blev for besværlig. London, Paris og Hamborg var allerede blevet til på lignende vis; mange flere skulle følge efter, så som Ribe (ca. 700) gemt ved åen i marsken, Hedeby (ca. 775) i bunden af Slien, senere også Roskilde og Århus. Men næsten sælsommere er de markedspladser, der ofte blev overfaldet og aldrig blev byer, måske fordi de alligevel lå for udsat, men som en periode afspærredes med pæle, hvorpå man via andre vandløb gravede sig en ret kummerfuld, men nogenlunde sikker, omvej til dem. Bemærkelsesværdig er her bl.a., handelspladsen ved Gudsø Vig mellem Fredericia og Kolding, hvor den selvfølgelige adgang spærredes helt. I stedet sejlede man så ind i Rands Fjord nord for Trelde Næs og ad Elbodalens vandvej 15 stive kilometer til Gudsø, hvor der var et vandskel, så skibene måtte hales o. 200 meter over land ned til markedet i vigen. Stedet kaldes endnu “Skibdræt”. Der er ikke forsket meget i denne type handelspladser fra jernalderen, men der findes alligevel nok til, at det kan fastslås, at man rundt om i landet ofte har foretrukket de mindre og mere forsvarbare indlandsvandveje både får den direkte vandtransport og landtransport.

Meget ved vi ikke om Himlingøje. Udgravningen blev udført med primitive midler, og meget er uden tvivl gået tabt. Vi kender end ikke det præcise antal af oprindelige høje, men det synes at have været henimod 20, hvad der tyder på et herredømme af flere generationers varighed.

Blandt det bevarede er bl.a. et par meget smukke guldbeslagne sølvbægre, der må regnes blandt de allermest imponerende fund fra perioden. De er lavet i germansk område, måske endda lokalt, men deres formverden kan vi ikke tolke. At de har tilhørt en særdeles mægtig høvding, som havde gode forbindelser både sydpå til Romerriget og nordpå til Sverige viser andre fund. Fra begyndelsen har der været langt flere høje, hvad der nok betyder, at dynastiet har holdt i mindst et århundrede. Men det var borte igen længe før vikingetid.

Dynastiet har uden videre tvivl behersket Sydøstsjælland og er især bemærkelsesværdigt ved, at det er det første større høvdingedømme, vi kan finde spor af i Danmark.

Hothershøj

Karakteristisk for tiden er dens udbygning af vogne og vejnet. Det er i denne periode, den tohjulede kærre med tvejebund udvikler sig til den firehjulede bondevogn med skivehjul af eg, og i nøje forbindelse hermed anlægges stenbrolagte veje og broer. De kendte af disse på Stevns er indtegnet på kortet ovenfor, ligesom alle større gravfund fra perioden er angivet. Hvor fascinerende ville det ikke være at kende navnet på blot en af storhøvdingene fra denne fjerne tid, nu 1700-1800 år fra os.

Måske kender vi dog virkelig en enkelt sådant navn, nemlig Hother, som kan have givet navn til Hårlev.

På kirkegården ved Hårlev Kirke ligger en ca. fem meter høj oldtidshøj den såkaldte Hothershøj. Der hersker imidlertid stor uvished om, hvornår højen egentlig er fra. Officielt er den anført som oldtidshøj; men den har været dateret til såvel bronzealderen som til sen jernalder og vikingetid. Til fordel for den sene tidsangivelse taler højens flade top, samt at den ligger på en kirkegård, da de tidligste kirker ofte lagdes i nærheden af tidligere helligsteder.

Ifølge forskellige overleveringer var Hothershøj i sin tid prydet med den over tre meter høje runesten Tryggevældestenen, Sjællands største, der i dag står på Nationalmuseet. Tryggevældestenen stod, før den kom til Nationalmuseet i 1857, en årrække på Tryggevælde borggård, hvor vi hører om den i 1597, og senere på broen ved Valløslot, samt endelig på Trinitatis kirkegård. Om den vidtberejste runesten også har stået på Hothershøj er straks mere usikkert. Den folkelige overlevering har udover placeringen på Hothershøj også anbragt stenen rundt om på flere andre af omegnens høje.

Toftegård

De spektakulære Himlingeøjefund repræsenterer et højdepunkt og stikker naturligvis i øjnene, når man ser på oldtidsfund fra Østsjælland og Stevns, netop fordi det drejer sig om et magtcentrum af mere end regional betydning. Det betyder dog langtfra, at Stevns lå brak de næste århundreder. Ved Toftegård i Strøby sogn findes eksempler på omfattende byggerier fra den sene jernalder og vikingetid. Det drejer sig om temmelig omfattende bebyggelser af forskellige hustyper, der dækker et areal af mere end 10.000 km². Blandt hustomterne er fem store langhuse på mellem 37 og 40 meter, altså huse af en anseelig størrelse. De fem huse er alle krumvægshuse, en hustype som er en mellemfase mellem de siden bronzealderen almindelige højremshuse, og de spærtagshuse, som blev almindelige i den sidste del af vikingetiden. Et krumvægshus har, som navnet indikerer, krumme vægge, og foruden enkelte tagbærende indvendige stolper ofte ydre skråtstillede støttestolper. Trelleborghuset er et sådant krumvægshus.

I højremshuse hviler tagspærene på en bjælke kaldet højremmem, der blev båret af fritstående stolper, der ikke udgjorde en del af selve væggene, men var placeret i husets længderetning. I spærtagshuse hviler taget, som to mod hinanden støttende spillekort, på ydervæggene.

Fire af de fem store langhuse har to indgange og i flere tilfælde har de midtsulestolper (massive bærende stolper) til hjælp til at bære taget, noget der var temmelig ualmindeligt på det pågældende tidspunkt. De forskellige langhuses ruminddeling har stort set været identisk. Der har været er stort rum i midten af huset omgivet af forskellige mindre rum. Stalden har ikke været en del af langhuset. I vikingetiden var stalden placeret i en selvstændigt bygning, så beboelse og dyrehold ikke befandt sig i samme bygning.

Udover de fem store langhuse, som må dateres som stammende fra mellem 700-tallets slutning og 900-tallet, er der fundet spor af hustomter af utallige mindre langhuse, udhuse og grubehuse. Grubehuse er mindre bygninger, der delvist er gravet ned i jorden, de var som regel forsynet med et ildsted og oftest brugt som værksteder.

Toftegård adskiller sig fra de andre sene jernalder/vikingetidsbebyggelser i området, som fx den nærliggende boplads Bøgelund fire kilometer mod syd ved Varpelev, ved at være en stormandsgård. Tæt på gården er der fundet mange genstande, der tyder på handelskontakter til udlandet blandt andet en del arabiske sølvmønter samt afklip fra disse samt en mængde rester af andre importerede varer. Arabiske sølvmønter var et uhyre udbredt betalingsmiddel i vikingetiden,.

Hvis Toftegård har været et slags lokalt handelscentrum, vil det være naturligt at der lå en landingsplads i nærheden, men Toftegård er placeret relativt langt fra såvel Tryggevælde Å som kystlinjen, nemlig omkring to kilometer. Det er svært at sige præcis, hvor tæt åløbet har været på gården, da det har flyttet sig lidt gennem tiderne. Handelsbyer blev tit anlagt tæt ved vandet, men væk fra det åbne hav, for at undgå at lægge sig alt for blot for angreb. I stedet lagde man anløbspladser langs kysten eller åen, og fragtede varerne det sidste stykke af vejene ind til selve handelspladsen. Udløbet af Tryggevælde Å har været et vigtigt strategisk punkt. Man må forestille sig en mere eller mindre permanent bevogtning ved åens udløb. Der er fundet spor i form af nedrammede pæle af en landingsplads nær Toftegård ved Valløby. Muligvis anløbsplads for stormandsgården ved Toftegård. Problemet er bare, at anløbspladsen ligger på vestsiden af åen, hvorimod stormandsgården ligger på østsiden. Dog blev der i vikingetiden bygget en del broer over Tryggevælde Å.

På pladsen er der også fundet syv guldgubber. Små firkantede guldblikplader på størrelse med en lillefingernegl. I de seks tilfælde med et dobbeltmotiv af en mand stående til venstre og en kvinde stående til højre i en slags dans eller omfavnelse. Guldgubberne dateres til omkring år 650 altså fra slutningen af germansk jernalder, dog indikerer noget af den nyere forskning, at de kan være yngre. Fundet er bemærkelsesværdigt, fordi Toftegård er det eneste sted på Sjælland, hvor der er fundet sådanne guldgubber. Ejendommeligt nok er de ellers udelukkende blevet fundet på Fyn og Bornholm. Guldgubbernes anvendelse er ikke helt klar; men ofte sættes de i forbindelse med sakrale aktiviteter.

Stormandsgården ved Toftegård er udtryk for en tendens i vikingetiden i retning af en øget centralisering af magten i hvert fald i forhold til den nærmest foregående tid den germanske jernalder. Agerbruget får igen en øget betydning især med hjulplovens indførsel i modsætning til de nærmest foregående århundreder, hvor kvægdriften formodentlig har haft en større betydning. Rugen kommer også i denne periode for alvor ind som nytteplante, hvor den før havde været anset som ukrudt.

Dette betyder dog langtfra, at tamdyrene ikke også i vikingetiden spillede en stor rolle. Ved bopladsen ved Toftegård er der fundet et stort antal knoglerester, hvor svin og dernæst kvæg har været de dominerende leverandører. Der blev også sammesteds fundet en del knoglerester fra fisk og havpattedyr, som sæl og hval, samt fra fugle. Derimod er der ikke blevet fundet nogen knogler fra vildt. Dette forhold peger på, at det nordlige Stevns allerede i vikingetiden har været skovfattigt.

Samhandlen med andre lande var udpræget, hvad fundet af de mange hele eller afklippede arabiske sølvmønter ved Toftegård klart indikerer. Selvfølgelig var man også ude og plyndre ”de andre” engang imellem, vikingetiden har ikke fået sit voldsomme ry helt ud i blå luft; men det drejede sig netop om spredte sørøveragtige plyndringer. Først i den allersidste del af vikingetiden kan vi tale om deciderede erobringstogter. Langt vigtigere var omfattende emigration til andre lande, der faktisk fandt sted under vikingetiden. Det kunne tyde på at jorden trods hjulplov og rug havde svært ved at opsuge befolkningstilvæksten.

Bøgelund

Har stormandsgården ved Toftegård været et – i hvert fald – regionalt center i den sene jernalder og vikingetid, så finder vi andre steder på Stevns eksempler på det, man kunne kalde mere almindelige bopladser fra vikingetiden, hvor dagligdagen ikke har været præget af den handel og import af udenlandske varer, der har kendetegnet Toftegård. Fire kilometer syd for Toftegård lidt syd for Varpelev ligger Bøgelund. Her lå der også i den yngre jernalder og vikingetiden en større bebyggelse, præget af krumvægslanghuse, dog af mere beskeden størrelse end dem ved Toftegård. Her har man trods grundige undersøgelser ikke fundet hverken arabiske sølvmønter eller guldgubber, men derimod masser af jævne dagligdags ting som vævevægte, stykker af keramik, jernknive, samt en masse rester fra smedearbejde.

Hvor Toftegård repræsenterer den del af vikingetiden med eksotisk udenlandshandel, med eller uden hjælp af sværd, stormandsgård og forbindelse til det åbne vand, som de fleste nok uvilkårligt vil se for deres indre blik, så repræsenterer Bøgelund den anden side af vikingetiden, præget af landbrug og småhåndværk. Og det er denne lidt mere prunkløse side af vikingetiden, der nok i høj grad har været livsbetingelsen for størstedelen af datidens befolkning. De mere centrale magtcentre var i germansk jernalder og vikingetid rykket andet steds hen.

Et magtcentrum, som Himlingeøje i den romerske jernalder, har der aldrig siden været på Stevns. Men mindre kan som bekendt også gøre det. Og netop den megen fokusering på fundene fra den tidlige jernalder har ifølge arkæologerne betydet, at den germanske jernalder og vikingetiden måske endda har været noget forsømt på Stevns. De forudser at de kommende års udgravninger, hvis der kommer sådanne, vil afdække mange nye ting fra den pågældende tidsalder.

Vendertiden

På Stevns spiller forestillinger om vendertiden en stor rolle. Det er et levn fra den uvidenskabelige, nationalromantiske historieskrivning fra for godt 100 år siden, at der var tale om nogle vilde, hedenske stammers uorganiserede sørøveri – nærmest noget i retning af malede, amerikanske barrøvsindianeres ondsindede overfald på de hvide nybyggere. Opfattelsen er så gal, som den kan være. Der var fra det første sammenstød i 1022 og til det sidste i 1185 tale om fyrstepolitik og storpolitisk motiverede overfald. Kun en mindre del af den vendiske stamme obotriterne, nemlig dem på Rügen, var endnu til dels hedenske. Flertallet blev kristne på samme tid som danskerne, nemlig i 960'erne.

En enkelt detalje er måske værd at fortælle. Mange af os husker endnu fra børneskolens allerede dengang (dvs. 1930'erne-1950'erne) stærkt forældede undervisning, at afguden Svantevit omstyrtedes på Rügen af ærkebiskop Absalon. Men kendsgerningen er at “Svantevit” blot er et forvansket navn for den kristne helgen St. Vitus, som var vendernes skytshelgen på den navnkundige borg i Arkona. Sandt, deres kristendom var måske ikke helt regelret, men hvad var danskernes på den tid?

Magtpolitikken var derimod uden slinger. De første kristne konger af Danmark, Harald Blåtand og Svend Tveskæg, var begge gift med vendiske prinsesser, og Harald søgte som bekendt tilflugt i det vendiske Jumna (forvansket til “Jomsborg” og helt eventyrligt gjort til en vikingeborg i nogle langt senere islandske kilder), da han blev såret i borgerkrigen mod sønnen, Svend Tveskæg. De var muligvis alle sammen nogle slemme skurke, inklusive venderne, men det må fastholdes, at de i så fald var kristne skurke.

Vor barnetro på, at venderne var ondsindede, hedenske sørøvere må altså opgives. Den beror udelukkende på Saxos storstilede, men løgnagtige historiske roman fra noget efter slutningen af vendertiden.

Det første sammenstød med venderne forekom som nævnt i 1022. Knud IV “den Store” var blevet en alvorlig trussel mod det tyske rige efter sin erobring af England, og de tyske fyrster lavede en række alliancer med vendiske fyrster ved Østersøens sydbred med henblik på en krig, men Knud angreb først og underkastede sig store dele af venderlandet. Derefter fulgte 160 års skiftende alliancer, småkrige og plyndringer, indtil ærkebiskop Absalon i 1184-1185 endeligt besejrede fyrst Jaromir I af Rügen (som var lige så kristen som Absalon) og dermed tilintetgjorde den tyske hertug Bugislavs planer om med vendernes bistand at knuse den opstigende danske kongemagt.

Alt dette betyder ikke, at Danmark (eller, for den sags skyld Venden) ikke led stærkt under fejderne. De kystnære områder i Østdanmark blev plyndret, og befolkningen rykkede noget ind i landet. Der blev bygget kongelige borge, bl.a. på Sprogø og vistnok også i København for at begrænse vendernes fremtrængen; vor viden om det ældste København – det fra før Absalons tid, som ifølge en forældet historieskrivning dårligt nok fandtes – er dog endnu ret begrænset.

Der findes på Stevns en række sagn om venderoverfald, navnlig via Tryggevælde Å og Stevns Å, f.eks. skal Karise være blevet overfaldet og Karisegård afbrændt, og et voldsted ved Smerup være blevet ødelagt; historier om, at “de underjordiske” holdt slag med venderne kan også findes. Men Karisegård først blev bygget efter 1250, mindst 70 år efter, at venderne sidst plyndrede på Stevns, og voldstedet i Smerup er fra efter 1320. At de underjordiske aldrig har holdt slag med venderne turde sige sig selv. Sagnene synes alle at være digtet i en langt senere tidsalder, tidligst 1700-tallet, da de lærde begyndte at interessere sig for “oldtiden”.

Ordet “vender” er i øvrigt det samme, vi finder i bynavnet Venedig. Der er tale om en slavisk stamme, som allerede før år 800 havde spredt sig over Europa.

Før vi forlader venderne, kan det være en god ide at understrege, at de ikke var de eneste fjender Danmark havde på Østersøens sydkyst. Mange mener, at det jo også var i en kamp med vender, at Dannebrog faldt ned fra himlen ved Lyndanisse 1219, og ethvert barn fra Karise ved forhåbentlig stadigvæk, at det var Karl af Rise, som greb flaget. Men Dannebrog faldt naturligvis ikke ned fra himlen, Karl af Rise blev opfundet af præsten Peder Syv i Hellested omkring 1700, Lyndanisse ligger i Estland, omkring 1000 kilometer øst for venden, samt at også esterne var kristne på den tid. Kampen lededes faktisk af deres ærkebiskop. Af kendsgerninger bliver det tilbage, at esterne endnu en tid efter vendernes nederlag turde indgå i alliancer rettet mod Sverige og Danmark.