Lidt om Karise-undersøgelsen

Sagnene

Der søgtes indledningsvis efter sagnet om Karises Fru Marthe og sagnet om den "blødende sten" i kirkemuren. En kortfattet redegørelse for disse sagns indhold følger; det bemærkes, at begge har konkrete, fysiske holdepunkter i Karise.

Fru Marthe boede på Karisegård, hun gemte sig i Fru Marthes kammer over kirkens kor for enten vendiske sørøvere eller svenske krigsfolk, som ødelagde gården, eller, i en sjælden variant, for sin mand eller tilkommende — dette er i øvrigt sagnets oprindeligste form — og Fru Marthes kilde sprang, hvor man hvilede med hendes ligbåre på vej fra Karisegård til kirken. Sagnet udspringer af legenden om St. Margareta af Højelse, som myrdedes af sin mand; i Flade på Mors og i Horne på Sydvestfyn er bevaret former, hvor manden myrder Margareta og helligkilden springer ved hendes lig; i begge disse, som i Karise, hjemvises Margareta til et voldsted, som engang har rummet en herreborg.

Hvad stenen angår, så kom den til at bløde, da engang en mand ville have "friskud", dvs. ville kunne ramme alt, som han skød på: Han beholdt oblaten i munden ved altergangen, spyttede den i bøsseløbet og affyrede bøssen. Skuddet ramte kirkemuren, herved fremkom et blødende hul i en sten. Selve sagnet er kendt som del af tidligere folketro; bøsser kendes, hvor en halvtygget oblat eller trylleformel findes indlagt under kammeret; også andre råd, som at proppe en hugorm i bøsseløbet og skyde, kendes.

Stenen udpeges normalt som siddende t.v. for kirkedøren; der er en sten, som endnu viser et hul med lidt rød farvning. Her er uden tvivl kradset stenpulver til lægedom; en ældre optegnelse omtaler denne praksis.

Et tredje sagn kom til syne under selve feltarbejdet, nemlig sagnet om Karl af Rise. Efter feltarbejdet viste det sig, at der i Folkemindesamlingen findes mindst 3 optegnelser om dette sagn; dem var vi ikke opmærksomme på. Sagnet fortæller, at Karl var en af Valdemar Sejrs mænd, var med ham i Estland og var den, som greb Dannebrog, da det faldt fra himlen. Han boede på Karisegård og gav navn til byen. Sagnet stammer oprindeligt fra Peder Syv, som i sin hundredvisebog noterer, til visen om Karl og Rigmor, at "Karl var af Rise, dvs. Karise". Misforståelsen er næsten givetvis forårsaget af en udtaleform af Karises navn, "Kairise", med et -a- som i "Karl" (oprindeligt "Kalwæris", heraf "Kalleris" og "Kairis" i 16-17. årh.). Syvs interessante oplysning optoges af B.S. Ingemann i romanen Valdemar Sejr, hvor Karl er den gennemgående hovedperson og gøres til den, som greb Dannebrog i Estland. "Sagnet" har fundet vej ind i Karise bl.a. gennem et dameblad i 1876, men er især promoveret i nyere tid gennem Borger- og Håndværkerforeningens brug af Karl i et reklamefremstød for Karise.

Undersøgelsens bredde. Indfødte og tilflyttere

I alt blev 168 personer spurgt, tilhørende 152 husstande. Af de 168 blev 120 registreret som tilflyttere, 30 som indfødte Kariseboere.

Vor definition af en indfødt var, at vedkommende var født i Karise og fandtes til stede under undersøgelsen. Denne definition viste sig en smule problematisk; herom senere.

I tilfælde, hvor en adspurgt erklærede intet at vide om nogen af sagnene, blev det ikke altid registreret, om vedkommende var tilflytter. Hermed opstod en gruppe på 18, om hvem vi intet andet ved, end at de erklærede intet at vide.

I det nedenstående er denne gruppe ikke medtaget, antallet af meddelere er herved begrænset til 150, fordelt på 144 husstande.

Af flere årsager må det antages, at disse 18 alle eller næsten alle er tilflyttere.

Næsten 25% af Karises husstande er altså besøgt.

Da undersøgelsen også dækkede hele sognet ganske bredt, idet dette opdeltes i sektorer som hver især dækkedes ligeligt, kan resultaterne rent statistisk anses for ret pålidelige. Tre mindre forbehold må dog tages her; dem skal der redegøres nøjere for til slut, eftersom de kun dårligt lader sig forklare inden en del data er gennemgået.

Parameteren tilflytter-indfødt

Et forbehold må tages overfor parameteren "tilflytter", som spiller en betydelig rolle i de nedenfor angive data. Vi definerede indledningsvis en indfødt som en, der var født i Karise og som blev truffet der under undersøgelsen.

Men den som, skønt tilflyttet, har gået i skole og er konfirmeret i Karise, kan, viste det sig, ventes at vide det samme som den, der også var født i byen, eftersom viden om sagnene i vidt omfang er formidlet i skolestuen og også ved konfirmationsforberedelsen lige indtil 1980erne.

Mindst 6 opfattedes (og opfattede sig) som tilflyttere, skønt de havde gået i skole og var konfirmeret i Karise; af disse kendte alle 6 i det mindste et af sagnene.

Mindst 2 opfattedes som indfødte, fordi de var født i Karise og også boede der nu, skønt de tildels havde gået i skole og begge var konfirmeret andre steder; også disse kendte dog begge mindst et af sagnene.

Gjorde vi spørgsmålet "konfirmeret i Karise" til afgørende, snarere end spørgsmålet om fødested, ville der altså optræde 4 "indfødte" mere, og disse ville fremstå som lige så vidende som de øvrige, mens vidensmassen blandt tilflyttergruppen ville mindske tilsvarende (omend statistisk med mindre vægt).

Der er ikke korrigeret for disse mulige fejlkilder.

Resultater: Sagnenes fordeling blandt tilflyttere og indfødte

Af 120 tilflyttere kendte 28 Karl af Rise, 31 kendte Marthe, og 20 kendte begge. I alt 8 havde hørt om den blødende sten i kirkemuren; af disse kendte 3 også begge de andre sagn. Disse 3 mest vidende tilflyttere er en pensioneret lærer, en ældre landbruger, som er konfirmeret i Karise, og - en forskeransat sociolog.

Af 30 indfødte kendte 19 Karl af Rise, 24 kendte Marthe, og 18 kendte begge. I alt havde 4 hørt om den blødende sten i kirkemuren, af disse kendte 3 også begge de andre sagn. Disse 3 mest vidende indfødte er en aldrende forretningsdrivende i Karise, en indfødt, men fraflyttet børnehavepædagog og en ældre landbruger. De indfødte, som ikke kendte Marthe, udgør et problem, som må diskuteres. En af dem erklærede ligeud, at han ikke ville tale om sagnene, fordi han ikke syntes, de kom fremmede ved. 3 andre erklærede, at de overhovedet intet vidste om nogetsomhelst, hvad der muligvis løber op i det samme. Kun 2 af de seks oplyste nogetsomhelst; begge var unge med arbejde udenfor Karise, den ene var ukonfirmeret, den anden konfirmeret i den nuværende præsts tid. De kendte Karl af Rise fra skolen, men havde aldrig hørt om Marthe, end ikke om hendes kilde midt i byen. Konklusionen må blive, at det i vore dage er muligt at vokse op i Karise uden at høre om byens sagn, men ikke almindeligt.

Skævheden angående Karl af Rise

Som nævnt kendte vi ikke ved undersøgelsens begyndelse til sagnet om Karl af Rise. Vi opdagede sagnets eksistens i løbet af de første interviews. Allerede da vi spiste frokost sammen på indsamlingens første dag blev spørgsmål om dette sagn derfor inkluderet i undersøgelsen. Det må altså påregnes, at de først adspurgte ikke er spurgt om Karl af Rise, og at nogle af dem selv har trukket ham frem, betyder ikke, at der ikke blandt de først adspurgte kan have nogle, som har kendt til ham, uden at det er registreret. Når vi finder, at noget færre kendte Karl af Rise end Marthe, må der altså spørges, om dette skyldes, at der ikke fra starten blev spurgt om Karl.

18 kendte Marthe, men tilsyneladende ikke Karl. Af disse blev imidlertid kun 7 spurgt før Karl indføjedes blandt spørgsmålene. Af disse er 3 tilflyttere; af de 4 indfødte tilhører de 3 den samme familie og blev interviewet sammen. Sammenligner vi med de øvrige 11 - som altså er spurgt om kendkabs til Karl - finder vi, at 8 er tilflyttere og 4 af disse er tilflyttet efter 1984, mens 3 er indfødte, heraf 2 over 60 år gamle. Konklusionen må blive, at der faktisk findes tilflyttere, som kender Marthe uden at have hørt om Karl, mens sagen for de indfødtes vedkommende er mere speget. Det kan mistænkes, at nogle indfødte har nægtet kendskab til Karl, fordi de kendte sagnets noget misliebige oprindelse; det er I hvert fald vanskeligt at forestille sig, at man kan have boet i Karise mens reklamekampagnen for Karl førtes, uden at have hørt om ham.

De som enten kun kendte Karl eller Marthe

Kun 10 kendte Karl uden at kende Marthe. Af disse var de 8 tilflyttere. De 2 indfødte er allerede omtalt.

De 18, som kendte Marthe, men ikke Karl, er allerede omtalt. Tallet kan muligvis være så lavt som 11 af de ovenfor anførte årsager. Af disse var 8 tilflyttere, heraf 6 over 60 år og 2 over 40; alle havde de boet længe i Karise. Et par af disse har opgivet at kende sagnet fra indfødte, men for flertallet er kilden ikke oplyst. Den ejendommelige aldersfordeling er ikke let at tolke, men må nok tages som udtryk for, at deres kendskab til lokaltraditionen stammer fra før, Karl blev almindeligt kendt gennem reklamekampagnen. Hvorfor denne er gået dem forbi vides ikke.

De som kendte både Marthe og Karl af Rise

Blandt de i alt 37 som kendte både Marthe og Karl af Rise, udgjorde nuværende eller pensionerede lærere i alt 6.

Der var i alt 10 pensionister, mens kun 7 var under 40 år, heraf kun 3 under 20. Ældre landbrugere og forretningsindehavere i Karise , som har deltaget i reklamefremstødet for Karl var godt repræsenterede; kun få fra disse erhvervsgrupper kendte ikke begge sagn.

Trækker vi de profesionelle fra - lærerere, pædagoger, sociologer, erhvervsdrivende som deltog i reklamefremstødet, en eks-borgmester,en sociolog, etc. ender vi med blot 17, der uden faglig interesse har kendt og måske tilmed kolporterer sagnene. Af disse er 13 indfødte; disse fordeler sig alders- og erhvervsmæssigt ret bredt, idet dog landbrugere er stærkere repræsenteret end man kunne vente ud fra befolkningens sammensætning.

Sagnet om stenen

Det var bemærkelsesværdigt få, som kendte sagnet om den blødende sten. Selv blandt de professionelle — lærere, handlende, m.fl. — som har udbredt de andre sagn i pædagogisk eller lokalpatriotisk øjemed, var kendskabet dårligt.

Ejendommeligt var det, at af de 11, som kendte til stenen, var 7 tilflyttere og kun 4 indfødte. 6 af de 7 tilflyttere er i aldersgruppen 41-60, i det mindste nogle af dem har været spejdere i Karise i deres ungdom, et par mindes at have hørt om stenen her. Også 2 af de 4 indfødte tilhører denne aldersgruppe. I bakspejlet er det let at se, at vi burde have spurgt alle, om de havde været spejdere i Karise, i stedet har vi kune spredte oplysninger om, at nogen har hørt det ene eller det andet sagn i spejderhytten.

De sidste 2 indfødte var begge over 60; den ene kunne blot huske at have hørt om stenen, men erindrede ikke, hvad det egentlig var med den.

Sagnet om stenen nævnes allerede o. 1750 i Hofmans Fundationer, men her oplyses det også, at stenen var blevet udskiftet af en præst, som ikke brød sig om overtroen. Det er her af interesse, at en enkelt meddeler kunne fortælle, at der var flere "blødende sten", som der var kradset i i kirken. Ganske vist er sagnet optegnet flere gange helt op til dette århundrede, men noget tyder på, at det har levet en hensygnende tilværelse meget længe, måske lige siden den "rigtige" sten blev fjernet af en nidkær præst.

3 forbehold, som må tages overfor undersøgelsens statistiske resultater

1: Vi havde delt byen i 6 sektorer, hver af dem med bebyggelse af omtrent ensartet alder. Hver af disse sektorer blev tildelt et interviewhold. Visse forskelle kan ses mellem sektorerne m.h.t. til densitet af tilflyttere; generelt synes at gælde, at jo højere densiteten af tilflyttere er, jo færre af dem kender til sagnene. En af sektorerne, nemlig det ny boligkvarter i nord omkring Hemmingsvej, Peder Olufsens vej m.m., blev ikke besøgt, da der p.gr. af sygemelding kun var 5 og ikke, som ventet, 6 hold interviewere. Dette ny boligkvarter kan meget vel rumme en højere densitet af tilflyttere end de ældre kvarterer. Dette viste sig i hvert fald at være tilfældet med det nyere kvarter i syd-sydvest omkring Solagervej, Solparken, Syrenvej og dele af Elmevej og Bøgevej. Det må altså påregnes, at andelen af tilflyttere i Karise er let undervurderet og at billedet af tilflytternes generelle viden om sagnene er en smule mere positivt end der er belæg for.

2: Personer, som er særligt vidende om sagnene, kan være overrepræsenterede. Af sådanne må især nævnes lærere og en spejderleder. 3 sådanne personer opsøgtes ekstraordinært, selvom de ikke havde været hjemme ved det ordinære besøg. P.gr.a. de små tal der her er tale om vil det være meningsløst at drage statistiske slutninger.

3: Nogle få indfødte kan have misinformeret interviewerne. 4 ud af 30 indfødte hævdede intetsomhelst at vide om sagnene. En femte indrømmede at kende sagnene, men ville ikke fortælle om dem og gav udtryk for en - egentlig letforståelig - krænkelse over, at fremmede kom og ville rage i Karises private sagn. Det generelle billede er det, at ingen, som har gået i skole i Karise før 1980, eller er konfirmeret der før pastor Inge Fredenslunds tid, kan være uvidende om sagnet om Karises Fru Marthe eller om Borger- og Håndværkerforeningens reklamekampagne omkring Karl af Rise.