Karise Kro

af Erik v. Achen


De danske kroer er skabt af kong Erik Klipping for over 700 år siden. Med oprettelsen af et net af kroer havde han sikret sig overnatningsmuligheder på sine mange rejser. Alligevel manglede netop han af alle en kro, da han en vinterdag  (SctCæcilie dag) i året 1286 kom til Finderup. Han måtte tage til takke med en lade, hvor den adel, han stod i modsætningsforhold til, overfaldt og myrdede ham, mens hans væbner Rane Jonsen (her fra Stevnsegnen) vist nok på skrømt forsvarede sin herre.

Datidens konger foretog i embeds medfør mange rejser fra det ene kongesæde til det andet i deres bestræbelser på at holde sammen på riget. Kongen skulle både ses og mærkes overalt. Med sig på disse rejser havde kongen et nødvendigt hofhold af embedsmænd, tjenere, soldater &c. Fra gammel tid hævdede kongen ret til undervejs at blive logeret og underholdt vederlagsfrit hos de forskellige godsejere og borgherrer. Det kunne erfaringsmæssigt blive en kostbar affære at huse og føde på så mange mennesker i flere dage – i mange dage, hvis vejret var ugunstigt! Dette var baggrunden for, at den jordbesiddende adel i en håndfæstning engang i 1260’erne fratog kongen denne ret. Kongens modtræk var herefter bestemmelsen om etablering af kroer rundt om i landet.

Før den tid fandtes der naturligvis også overnatningsmuligheder, fx i klostrenes gæstehuse eller i de laugshuse, som de forskellige håndværkerlaug (skomagrenes, glarmestrenes osv) havde oprettet, men standarden dér lå sandsynligvis under det, en konge kunne acceptere.

I fortsættelse af Erik Klippings bestemmelse kom sidst i 1300-årene dronning Margrethe den 1.'s bestemmelse  om, at de kongelige fogeder skulle lade bygge kroer for hver 4. mil (dvs for hver ca. 30 km); med en gå-hastighed på 3-4 km i timen var der således mellem 2 kroer en ganske lang dagsrejse, som i vintertiden både startede og sluttede i mørke!

Yderligere kom godt 100 år senere Christian d.2’s påbud i 1521, at afstanden mellem kroerne herefter skulle være på kun 2 mil (dvs ca. 15 km); det betød, at der skulle oprettes et større antal kroer. Bemærk den korte historiske redegørelse på servietten sidst i afsnittet.

Det var en enorm og næppe gennemførlig opgave, som vel heller ikke udførtes til fulde. Nogle af de oprettede kroer fik mere karakter af knejper end af kroer i vor forstand: et sted til overnatning og spisning.

Følger vi den gamle landevej fra København til Præstø, der netop skærer gennem Karise, og ser hvilke kroer, der er eller var, kommer rækken af kroer til at se sådan ud:


København

Tåstrup ("Roskilde Kro")

Kildebrønde

Karlstrup ("Korporalskroen")

Ølsemagle ("Skillingskroen")

Køge

Karise (brændt 1804)

Fakse

Vindbyholt (brændt 1992)

Præstø

15 km

7 km
+
7 km  =

9 km
+
7 km =

20 km

8 km
+
8 km =

12 km





14 km



16 km





16 km

Chr. den 2.'s 2 mil mellem hver kro, kom trods opgavens uoverkommelighed til at holde nogenlunde stik!

Karise kro omtales, formodentlig på sin kendte plads, så vidt vi ved, første gang i 1683 i forbindelse med et mageskifte mellem jomfru Margrethe Vognsen på Karisegård og baron Jens Juel (1631-1700) til Juellinge (jvfr. Kronens Skøder II 1648-88). Herefter når vi frem til årstallet 1721, da den første kromand nævnes: Ifver Hansen. Vi kender kun hans navn, men årstallet er bemærkelsesværdigt: i det år kom Frederik d.4́s skoleforordning med oprettelsen af rytterskoler.

Bregentved gods, fra 1750 grevskabet Bregentved, kom til at spille en stor og afgørende rolle i Karises følgende historie. I 1721 tilhørte godset kongen, Frederik d.4. (1671-1699-1730).  Da han døde i 1730, skiftede godset ejer flere gange, gik så tilbage til kronen, Christian d. 6. (1699-1730-1746); men i 1740 skænkede Christian d. 6. godset til Adam Gottlob Moltke (1710-1791). Moltke samlede Tryggevælde, Juellinge, Alslevgård m.fl. til godset Bregentved, der i 1750 ophøjedes til grevskab.

Bregentved svævede over alt og alle i Karise; gårdmændene havde hele tiden været fæstere under Bregentved, uanset hvem ejeren var, men en stor del af den historie, der her behandles, fandt sted under lensgreverne på Bregentved. Kromand Ifver Hansen har taget kroen i forpagtning af Frederik d.4. som en privilegeret kro, dvs at kroholderen havde ret til selv at brygge øl og brænde brændevin. Hvornår denne kro er opført ved vi ikke; men den stod der  i 1721og er vel  opført/indrettet en tid før 1721. De ældste arkivalier i Bregentveds godsarkiv vedr. Karise Kro er fra 1747, men kroen kan være nævnt i ældre arkiver, da godset både har været krongods (ad 2 omgange) og privat gods, ejet af slægter som Grubbe, Bydelsbak, Gyldenstjerne, Krognos, Podebusk, Bille, Gøye, Brahe, Urne, Arenfeldt, Juel og Gabel, hvilken sidste solgte godset til Frederik d. 4. i 1718. Hvor længe Ifver Hansen styrede Karise Kro, ved vi heller ikke; 25 år senere træffer vi kromand Rasmus Michelsen, der i 1747 afgav forpagtningen til sin efterfølger Søren Sørensen.

Søren og hans kone Gundel overtog en kro på 50 fag foruden jord rundt omkring. Den gamle tilladelse for kromanden til selv at fremstille øl og brændevin stod endnu ved magt, men bortfaldt ved lov af 1757; tilladelsen kunne dog generhverves for en årlig afgift af 30 Rdl. Tilsyneladende har Søren Sørensen givet de krævede 30 Rdl, for i 1767 måtte han love ikke at bruge kroen og sin spiritusbevilling som anledning til fylderi for bønderne. Søren, som tidligere havde været tjener hos greve Danneskiold-Samsøe, afgik ved døden, og enken, Gundel Børisdatter, afstod forpagtningen til den forhenværende bager Mads Schou omkring 1770. Gundel stillede en række betingelser for afståelsen af fæstet: Mads Schou skulle ægte datteren Mette Friderique Sørensdatter, og svigermoder Gundel skulle have ophold i huset kvit og frit; endelig skulle sønnen Friderich forsynes med linned, strømper og sko eller et kontant beløb!

Mads Schou gik åbenbart ind på alle krav og fik bevillingen, dog med påbud om at undgå, at nogensomhelst skulle få lejlighed til at spilde tiden med spil, druk og anden uterlighed.

Folketællingen af 1787 fortæller om ægteparret: Mads Schou betegnes som "hosbonde" og "huusmand, holder Kroe". Han anføres at være 47 år og må da være født o. 1740. Efter aftalen med enken Gundel gifter Mads sig med den nu 35-årige Mette Friderique Sørensdatter, født o. 1752, og får med hende i begges 1. ægteskab i hvert fald 3 børn: Adam født o.1777 (måske opkaldt efter velgøreren, lensgreven på Bregentved Adam Moltke), Frantz født o. 1778 og endnu et barn, hvis navn i folketællingslisten er ulæseligt, født o. 1779; dette sidste barn kan være en dreng, som moderen gerne har villet opkalde efter sin fader Søren. Dette kan muligvis udledes af en indførelse i kirkebogen for 1778 eller 1779; dér noteres det, at Seigneur Schou får sin hjemmedøbte søn Søren fremstillet i kirken. Drengen kan som så ofte før dengang været lidet livsduelig som spæd og er derfor hjemmedøbt - og senere være afgået ved døden.

Kroholdet med tilhørende landbrug har krævet et større tyende, og der noteres i alt 5 ugifte karle og piger. Mads Schou oplevede en del trakasserier omkring sine jorder, der lå spredt rundt omkring. Det skete flere gange, at Karise-gårdmændene glemte eller undlod at lukke og tilse deres hegn og gærder, hvorfor deres kreaturer trampede ind over Mads Schou's afgrøder. Da Schou i 1779 klagede, blev 2 af gårdmændene, den 50-årige Mads Jacobsen og den 36-årige Niels Jørgensen idømt hver én time på træhesten. Det kunne være en nok så alvorlig og ubehagelig ting, men en undersøgelse viste, at Karise-gårdmændene som helhed havde urimeligt mange gærder at se til, hvorfor de to delinkventer slap med skrækken.

I 1799 afstod Mads Schou fæstet på Karise Kro, der blev sat på auktion. Den nye kontrakt, dateret 28. maj 1799, blev indgået med Michel Wiff, 35 år gammel, for en 10 års periode.


Cariise Privilegeret Kroe, som er beliggende paa Landeveyen imellem Kiøge og Wordingborg til Falster og Lolland bliver med dens tilliggende Jorder, Eng og Græsning stillet til offentlig Auction paa Bregentved Tingstue Tiirsdagen den 28 Maij førstkommende om Formiddagen Kl. 10 til Bortforpagtning eller Leye paa visse Kaar fra 31. Maij næstkommende, at regne efter de paa Auctions-Stædet Bekendtgiørende Conditioner, hvor Libhaverne ville behage at tage Møede.
Bregentved den 14. Maij 1799."
Denne Bekiendtgiørelse maatte indføres i den allerførste Avis det er mueligt at faae den.


Michel Wiff havde været kroholder i et par år, da en efterårsstorm beskadigede hans rejselade og foranledigede dette klageskrift til greven på Bregentved:


Ærbødigst Pro Memoria
Da jeg igaar d. 3. hujus havde det vandheld at i den stærke Storm 8 stk. af Spær-værk-træerne paa Reise-Stalden brækkedes Sønder, saa at øvringen der ... er faldefærdig, saa er jeg nødsaget til at andmelde dette uheld for Deres Velædelhed, paa det at andstaldt betimmelig (kan) blive føyet til bemelte Reise-Stalds istandsættelse, for Reisendes Beqvemmelighed. Deres Velædelhed indseer lettelig, hvor uundværlig Reise-Stalden er her ved Stædet. Altsaa haaber jeg saa snart som mueligt dens istandsættelse.
       Med fortrinlig Høyagtelse er jeg Deres Velædelheds ærbødigste Tienere
 M. Wiff
Cariise Kroe d. 4.novbr. 1801
Til Forvalter Thaarup, Bregendtved.


Vi kender ikke svaret på pro memoriet angående skaderne på rejseladen under stormen tirsdag den 3. november 1801; men der er sikkert omgående iværksat reparationsarbejder. Det var med kroen her som med de nedbrændte fæstegårde i Smerup 50 år tidligere: der var tale om ”erhvervsvirksomheder”, der skulle sikre godset et afkast. Enhver pause i virksomheden var at regne for et tab.

To måneder senere døde Michel Wiff uventet, kun 37 år gammel; en af godsets forvaltere, Aggerup, meddelte i en kort notits, dateret 24.januar 1802, til greven:


Kromand Wiff i Cariise er i forgaars aften ved Døden afgaaet

hvilket vil sige fredag den 22. januar 1802. Hans unge enke, kun 23 år gammel, sad tilbage med to småbørn på 2 og 4 år. Forvalter Aggerup afleverede allerede måneden efter et memorandum til greven, idet der kunne opstå problemer, eftersom Michel Wiff havde en 10-årig kontrakt, løbende til 1809. Samtidig kom enkens stedfader til Karise for at bistå Caroline både menneskeligt og praktisk. Ville Caroline Wiff fortsætte mandens arbejde og holde sig til kontrakten eller hvad? Oven i alt dette fik Caroline i februar eller marts 1802 sit 3. barn, pigen Hedevig Friderique.

En af kroens hyppige gæster var en slagtermester Anton Buch; han og Caroline fattede godhed for hinanden og enedes om bryllup, og Anton ansøgte om at måtte overtage Wiff's kontrakt:


Underdanigst
I en deel Aar har ieg deels for min Fader deels for mig selv reist (i lan)det som Slagtermester for at indkiøbe Kreaturer og ved den Leilighed (er) ieg kommen i Venskab og Bekiendtskab med Enken i Cariise Kroe, da ieg (om) Gud vil næste Maaned agter at holde Bryllup med hende.
Dette er min underdanigste Pligt at tilmelde Deres Høy Grevelige (Ex)cellence med ydmygst Bøn at nyde Deres Naade og Yndest, thi uden samme seer ieg mig ej at være Lykkelig. Alle min Formands underskrevne Vilkaar og Forbindtlighed vil ieg (af) yderste Kræfter og med største Høyagtelse adlyde og efterkomme blot ieg kan erhverve mig som ubekiendt Deres Høy Grevelige Excellences Naade der er mit Formaal. Hvad min moralske Karakteer angaar overlader ieg blot til Forv(alter) Hammer med hvem ieg har handlet at give underretning om.
    Kiøbenhavn den 24. Febr. 1803    underdanigst Anthon Buch

Til Greve J.G.Moltke


Caroline Wiff havde allerede i oktober 1802 underskrevet en erklæring om at ville opfylde lejekontrakten; nu kom Anthon Buch ind i billedet. De to så nu lysere tider i møde; i januar 1804 fik de deres førstefødte, drengen Christian, der blev døbt d. 23. marts 1804.

Ikke et halvt år efter var alt sunket i grus, da kroen (tilligemed 3 gårde og nogle huse) brændte, formentlig på grund af uforsvarlig omgang med ild, men intet kunne bevises, og ingen blev straffet. Historien om selve branden får sit eget kapitel; her skal blot sættes et foreløbigt punktum.

Skulle den totalt skadede kro genopføres, og hvad med en eventuel godtgørelse til de egentlig skadelidte, ægteparret Buch? Det var en juridisk nød, som hverken greven eller hans medarbejdere formåede at knække. Derfor rettede man en forespørgsel til Københavns Universitets juridiske "doctores et professores", som i et 18 folio-sider stort responsum bl.a. meddelte,


"Den med den afdøde M.Wiff og siden med hans Enke sluttede Leye Kontrakte, dateret 28. Maij 1799, maae ansees ophævet ved den Ildsvaade, der ødelagde Kroens Bygninger den 21. Junii indeværende Aar. Lejetageren kan derfor ikke ansees berettiget til enten at fordre S(tæ)det igjen bebygget eller nogen Godtgjørelse for det Tab han uden Anledning maatte lide i sin Næringsvej. Dog maae Brugen af de til Kroen liggende Jorder overlades Lejetageren for indeværende Aar imod at han for saadan Brug betaler en billig forholdsmæssig Leje efter uvillige Mænds Skjønnende.

 signeret: Schlegel  Dec.Fac.                   Bornemann


Kort sagt: Karise Kro var brændt ned til grunden og ville ikke blive genopført; der blev heller ikke tale om en egentlig godtgørelse, men familjen Buch modtog som "gave" 500 rigsda-
ler, samt 100 rigsdaler for den gødning, der fandtes på stedet.

L.M.Wedel, der besøgte Karise  senere på året 1804, skrev:  "..Carise By er temmelig stor, men Gaardene just ikke mere end sædvanlige. Der var en anselig Kro, som nu er afbrændt og ikke siden opbygt, men dens Plads ganske udplaneret .."    
.
Da Karise Kro brændte, torsdag den 21. juni 1804 i en god blæst, var den i sine velmagts dage. Et bygningssyn af 23/7 1799 giver os et ganske godt billede af selve bygningsdelen:

Stuehuus


Østerlængde
Sønderlængde
Vester
Reisestald
Huus i Gaarden
19 fag
 5 fag
 3 fag
10 fag
18 fag
11 fag
 8 fag
 2 fag
76 fag
Stue Længde
Forlude til Gaarden
dito
(mrk. A)
(mrk. a)
(mrk. b)
(mrk. B)
(mrk. C)
(mrk. D)
(mrk. E)
(mrk. F)

 Hvordan kroen har set ud, kan vi med noget forbehold rekonstruere os frem til; tegner man de 4 nævnte "Længder" (længer) på hhv. 19, 10, 18 og 11 fag og overholder de angivne verdenshjørner, kan man fremstille en 4-længet bygning, sådan som den ses på 1791-kortet.

Om rejsestalden på 8 fag får vi andetsteds at vide, at den lå ud til vejen; det er bygningen stik øst for kroen på samme kort.  I en storm den 30/11 1801 mistede rejsestalden sit tag, men bygningen var uundværlig og blev omgående sat i stand, så den stod intakt den dag, da den brændte.

 Sætter vi ét fag til godt 1½ m, har hele sydlængen været på små 30 m, en anelse længere end Karise Kirke! Det har været flot at se den lange, hvide og ubrudte længe fra bygaden. Nordlængen var endda 1 fag længere, forsynet med 2 luder (udvidelser på bygningen).

I alt talte selve kroen i året 1799 58 fag, mere end de tre gårde, som brændte sammen med den:

    
Den færdige bygning skulle gerne være et næsten kvadratisk kompleks; det kan vanskeligt konstrueres, da alle 4 længer har forskellig længde, og vi ikke ved, hvordan de har været forbundet. Tegningen repræsenterer et rimeligt resultat. Som enhver anden sjællandsk bondegård har den været hvidkalket, i ét plan, stråtækt med 2-3 skorstene på stuelængen, få eller ingen åbninger udad til, døre og vinduer åbne ind mod gårdspladsen.


Vi ved ikke så meget om kroens indvendige indretning. Fra den kontrakt, som Michel Wiff underskrev i 1799 og efter hans død hans enke nævnes bl.a.:


"4.  Leyeren kan blive overladt de 4 Sengestæder med Omhæng og tilhørende Sængeklæder i Giæstkammerne og 3 Folke-Sængestæder med Sængeklæder. Een Kaaber Bryggerkiedel, Støve og Bryggerkar og Ballier, Ølltønder og Fjerdinger, Potte-, Pæle-og andre Maal og daglige Flasker og Glas, Bielægger Kakkelovnene som staar i Skiænke-, Daglig- ogsaa kaldet Skoele-Stuen, samt Vindovnen i Stoerstuen saaledes som Hr. Schou efter Contract er pligtig at lade samme forblive ved Stædet..." (kontrakten var en standard-kontrakt, hvor kun navne og andre detaljer skulle indføjes).

Skænkestuen i stuehuset målte 4 fag; gulvet var af ler, dørene rødmalede, og der stod en kølle (malt-kølle), en ovn til tørring af den malt, som skulle anvendes til ølbrygning.

Nu er Karise Kro blot historie og gamle papirer; men et forsøg på at genoplive denne anseelige kro er gjort af Bjarne Flex på grundlag af de oplysninger, der her er bragt frem. Prøv at gå ind i billedet på en varm sommerdag længe før branden og genoplev lydene og duftene!

Karise Kro selv er borte for stedse, men krohold, gæstgiveri, mad og drikke og husly er der altid brug for. I forbindelse med etableringen af Østbanen i 1879 blev der bygget hotel og kro ved den nye jernbanestation.

Kilde: Faxe-Rønnede Lokalhist. Arkiv: pastor A.Majvanǵs samlinger.



Note:  Vi erfarer, at de Hellested bønder har fejret nytåret 1787/88 eftertrykkeligt, så de har teet sig upassende under søndagsgudstjenesten den 2.januar 1788. I anledning af årsskiftet har pastoren i Hellested skrevet en hilsen til herskabet på Bregentved. På en eller anden måde har herskabet fået at vide, hvordan gudstjenesten er forløbet, så grevens venlige takkeskrivelse indeholder et løfte om undersøgelse og måske endda sanktioner. Greven daterer sit brev 12.januar 1788:


Jeg takker Deres Velærværdighed for Deres gode Ønsker i Anledning af det begyndte nye Aar. De ville være forsikret om min bestandige Deltagelse udi Deres Velgaaende og at det vil være mig kært, dersom De maa fuldende dette og mange flere Aar i al Lyksalighed.
        Det gør mig ondt, at mine Bønder i Hellested have endog under Prædiken celebreret Nyt Aars Dagen. Forvalteren er beordret at undersøge dette uordentlige Forhold og de skyldige befindende skal derfor blive ansete.


Karise kro blev altså aldrig genopført. Moltke’rne kviede sig forståeligt nok ved udgiften til nyetablering af en kro i Karise, så meget mere som der allerede forelå planer om en større og bredere landevej mellem København og Vordingborg. Den åbnedes en snes år senere, den landevej, der almindeligvis kaldes Vordingborgvejen, og som løber forbi Rønnede kro en snes km. VSV for Karise.



Servietten her er lagt ved kaffekopperne på Hvidsten Kro ved Randers i efteråret 2003.